Michael Kratz - sanger & sangskriver - udkommer med nyt CD album 26. marts 2012 ved releaseparty på spillestedet Fermaten i Herning. Michael Kratz er kendt over hele Danmark, som tidligere trommeslager i Kandis, og har nu valgt at stå frem med sin egen musik. På albummet "Cross that Line" viser Michael Kratz en rockmusiker, der udlever sin drøm, og med spændstig timing sætter sig på landkortet, som absolut kompetent og væsentlig. "Cross that Line" virker inspireret af TOTO, PHILL COLLINS, og danske TIM CHRISTENSEN.
Michael Kratz har siddet bag tønderne hos nogle af landes mest populære navne. Med ’Cross That Line’ tager den driftige jyde en dyb indånding og opfylder sin egentlige drøm: At udgive sit eget album.
Med mere end 3.500 koncerter bag sig er Michael Kratz en af de mest rutinerede danske debutanter nogensinde. For han har spillet for heleDanmark som trommeslagerfor blandt andre Kandis, Birthe Kjær,Keld Heickog Keld & The Donkey´s, men nu træder han selv frem på scenen med et debutalbum, som bærer den sigende titel”Cross That Line”. Et album, der udkommer 26 marts.
- Jeg har altid haft en vanvittig trang til at udfordre mig selv, og siden jeg var teenager, har jeg lovet mig selv at gå efter mine drømme. At prøve mig selv af som solokunstner er en af dem, og tiden er inde til det, siger Michael Kratz.
Det illustrerer netop Michael Kratz’ grundighed og ambitionsniveau, at han venter til, at han virkelig har noget på hjerte, før han laver et album. På ”Cross That Line”præsenterer han sine egne kompositioner og engelske tekster – og ikke mindst sin vokal, der kradser som Bruce Springsteens. Navne som netop Springsteen og danske Big Fat Snake ekkoer i Kratz’ sange, hvor han har skiftet trommesættet ud med guitaren.
- Jeg elsker guitarbaseret rock/pop og har altid ønsket mig, at guitaren var mit hovedinstrument. Derfor har jeg spillet guitar, siden først i 1990’erne og stædigt bildt mig selv ind, at der også var en plads på scenerne til mig og min guitar, siger han.
Med den driftighed, den 40-årige midtjyde har vist hidtil, skal han nok sikre sig den plads. Hans musikalske løbebane begyndte helt tilbage i 1981, og op gennem 1990’erne tog karrieren fart. Fra 1999 spillede han først fem år med Birthe Kjær og siden otte år hos Kandis. Det gav ham både erfaring med at være en hårdtarbejdende musikalsk håndværker og oplevelser med den store og dedikerede fanskare, som ikke har sin lige inden for andre genrer. Ved siden af det liv er han partner i et succesfuldt reklamebureau og rodfæstet i Vildbjerg ved Herning, hvor han også voksede op.