Forside Om TT Booking Kontakt Priser Forespørgsel Nyhedsbrev Søg kunstner
Alfabetisk indeks Sitemap

Du er her: Home Kategorier Kunstnere Maria Montell

Maria Montell




  

Bookingforespørgsel


 Maria Montell 

- historien om en sang der nåede verden rundt...

Hun er blond, smuk og feminin som selve indbegrebet af Den Danske Sang - og har alligevel fået en karriere der foreløbelig har ført hende så vidt omkring som til Syd europa, Asien, Syd Amerika og skandinavien.

Maria Montell er født den 17. januar 1969. Hendes far var aktiv musiker og havde en stor kærlighed til jazzen, hvorfor kunstnere som Nancy Wilson, Billie Holiday, Astrud Gilberto, Jobim og Herbie Hancock hører til hendes første musikalske inspirationskilder. Som barn fik hun et orgel forærende af faderen, men lysten til sang overskyggede lysten til at terpe klaverteori - og allerede fra 12-års alderen sang hun flittigt, hvor hun kunne komme afsted med det. Maria Montell blev "opdaget" som 17-årig under en opvarmningskoncert for Sanne Salomonsen - men selvom det i 1987 førte en enkelt single, "Satser På Dig", med sig, var der stadig langt til en egentlig solokarriere. Efter gennemført studentereksamen i '89 tog Maria til Spanien, hvor hun i fire måneder ernærede sig som natklubsangerinde. Hun fik også lyttet til det spanske sprog, hvilket senere kom hende til gode, da flere af sangene fra '96-albummet "Svært At Være Gudinde" blev til hits i spanske oversættelser.

Gennem alle ungdomsårene var Maria Montell særdeles aktiv i Helsingørs frodige musikmiljø - og her mødte hun musikeren og komponisten Morten Remar, der blev en vigtig samarbejdspartner i hendes karriere. Hun skulle dog omkring adskillige orkestre og kor-jobs for danske kunstnere og bands som Dodo & The Dodo's, Kaya og svenske Orup, før hun med Remar i producerstolen i '94 kunne solo-debutere med albummet "Jeg Er Her For Dig", hvor både titelnummeret og "Sådan Går Det Hver Gang" blev store hits. Efter en lang række koncerter fik Maria Montell skrevet sangene til og indspillet sit andet soloalbum, "Svært At Være Gudinde", hvorfra singlen "Imens Hun Sang" (Di Da Di) blev et øjeblikkeligt hit. Albummet blev efterfølgende indspillet på engelsk og delvist på spansk - og det meste af 1997 tilbragte Maria Montell på en lang promotiontur til en række af de mere end 20 lande der indtil nu har udgivet albummet.

Di Da Di blev ikke bare et stort hit for Maria Montell. Det blev også - via en cover-version - et kæmpe hit i det fjerne østen, da den taiwanesiske superstjerne Coco Lee oversatte sangen til mandarin og gjorde den til den første single fra et album, der endte med at sælge over 1 million eksemplarer! Såvel Marias egen succes med sangen som Coco Lees megahit har også gjort Di Da Di til en sang reklamebureauer i såvel Østen som Europa har ønsket at bruge, hvorfor den gennem tiden har været soundtrack til både Elida, Pepsi, Panasonic, Kloster Beer, Autan Fresh og Aiwa. Og hvis man bruger mobiltelefon i Hong Kong, så er ringetonen såmænd også Di Da Di.

Maria Montell udgav "Think Positive", der var hendes debut-album hos pladeselskabet Universal. "Think Positive" var det første album fra den danske sangerinde og sangskriver i næsten fire år. Og hendes første originaludgivelse udelukkende med engelsksprogede sange. Indspilningerne var- på nær en enkelt sang - forgået i Stockholm og København, primært sammen med den succesfulde svenske producer og sangskriver Douglas Carr og hans team. De har bl.a. stået bag singlerne "It's All Very Simple" og "Think Positive".

En god del af sangene stammer fra to længerevarende USA-ophold i 2000 og 2001, hvor Maria skrev sammen med en lang række amerikanske sangskrivere, bl.a. Billy Steinberg, Rick Neigher, Rick Novels og Tamara og Bill Champlin, som alle har bidraget til "Think Positive". Også de svenske forbindelser, der blev etableret i forbindelse med albummet "Se" (1998), er blevet plejet i processen. Flere sange er skrevet sammen med Douglas Carr, og også den ligeledes Stockholm-baserede producer Moh Denebi har bidraget.

Samarbejdet med de udenlandske sangskrivere har været en stor personlig udfordring for Maria, der først efter at hendes "Di Da Di" i en kinesisk version med Coco Lee solgte mere end en million eksemplarer i Asien begyndte at se sig selv som sangskriver i traditionel forstand.

Det har dog ikke været en bevidst strategi, at Maria Montells Think positiv album skulle være på engelsk. Heller ikke selv om hendes store gennembrud "Svært At Være Gudinde" (1996), hvorfra bl.a. "Di Da Di" stammer, blev et hit på engelsk i en lang række lande i såvel Europa som i Asien og Sydamerika.

Siden sit første album, "Jeg Er Her For Dig" (1994), har Maria sunget og skrevet om kærlighed. Og dét laves der ikke om på på "Think Positive". Men måden er ny. Ifølge Marias eget udsagn er albummet skrevet mere på hendes drømme end på smerten. Montell indrømmer, at hun ligesom så mange andre karrierekvinder omkring de 30 også har en romantisk side. Og at den selvfølgelig også spiller en rolle for hendes sangskrivning. Er man i tvivl om substansen i det statement, kan man f.eks. lytte på en sang som "I Don't Wanna Be Alone Tonight".

Man fornemmer imidlertid også et andet underliggende tema i Maria Montells Positiv album: Det lille oprør mod "den pæne pige", hvilket især kommer til udtryk i sangene "Hard Candy", "Me Into Your Life" og "Que Pasa Con Tigo". Sidstnævnte er, som titlen mere end antyder, (delvist) på spansk.

Maria Montell Booking

TT Booking & Management - 7070 1077

  
Musik
Børn/Show & Stand-Up
Foredrag


TT Booking & personal Management · Jordsmonnet 4 · 8900 Randers · Tlf. 70 70 10 77 · Mail